Dage med snusende bryster

Irritation over, uset, at klæde sig af:

En højst urimelig følelse. Men også

irriterende pirrende i al sin hæmmede aggression,

sit edderspændte lingeri, eller…liderlighed:

Ikke et spørgsmål om rimelighed.

Som hoftens dumpe sejrshyl i lutter overgivelse.

Men også dén blinken mellem at give sig hen

og slet ikke, eller ikke helt, eller næsten, om lidt.

Begæret på vagt som en hare, paralyseret, begæret på jagt

som små koncentrerede rovdyr, spredt ud i sporadiske mønstre

på marker, kulturlandskab. Begæret som … ja, hvad … så massivt,

at man ikke kan tænke på andet. Dage hvor, hvor man ikke kan

gå op og ned ad mandens lugt. Utålmodighed.

Udholdenhed. De groveste suk og de lyse

og hæse som nætter. Dage, hvor brysterne

er som ’sat på’ og vejrer enfoldigt som snuder – juhu –

åh, hvor ødselt.

Kærlighed og matematik

tilegnet Eva/Nam Sook

Jeg drak jasminte en januarmorgen i 2004.

Jeg var forvirret og 34 vintre.

Jeg følte, jeg talte med tal.

En stemme i mig forsøgte at huske et cirka 500 år

gammelt koreansk kærlighedsdigt af Hwang Chin-1 (1506-1544),

mens en anden forsøgte at forstå § 1, 1

i Lov om ændring af udlændingeloven af 27. december 2003.

Den ene stemme spurgte: Hvad har Hwang Chin-1 med § 1, 1,

at gøre? Forskellen er stor, sagde den anden

som på kærlighed og matematik. Hm, sagde den ene

og hviskede Jeg delte en lang januarnat i to

og lagde den ene halvdel under tæppet. Men den anden

ringede til Integrationsministeriet på tlf. nr. 33923380,

og en medarbejder, lad os kalde hende Alice Mortensen, sagde, at § 1, 1

var en ”lempelse” af tilknytningskravet for alle over 28 år

med indfødsret fra fødslen (og i Danmark var jeg født i 1969).

Tæppet er blomstret og duftende som en forårsbrise, men hvordan er næste vers?

hviskede den ene stemme. Men hvorfor er der en aldersgrænse på 6 år

for børn, som adopteres fra udlandet i § 1, 1? spurgte den anden

Alice Mortensen, som sagde, at loven ligestillede adoptivbørn fra 0-6 år

med personer med dansk indfødsret fra fødslen (som fx fra 1969)

i forb. m. opholdstilladelse og ægtefællesammenføring. Noget med en halvdel, ¨

den elskede og tæppet … og når han kommer folder jeg den anden halvdel ud

tomme for tomme for at forlænge natten, hviskede den ene, og den anden

sagde pænt farvel til Alice Mortensen og læste en passus i bilag 21:

jo yngre det udenlandske adoptivbarn er ved ankomsten til Danmark,

jo mindre tilknytning til og erindring om oprindelseslandet

vil barnet som udgangspunkt have.

Nå! Så er det måske derfor, børn som adopteres efter deres 6. år

ikke omfattes af ”lempelsen” af tilknytningskravet fra deres 28. år,

men først, så vidt jeg har forstået, fra deres 34.

28 + 6 = 34 !

- det er en absurd matematik! råbte den anden

og den ene hviskede det i næsten 500 år

gamle digt af Hwang Chin 1 (1506-1544)

Jeg delte en lang januarnat i to

og lagde den ene halvdel under tæppet,

blomsret og duftende som en forårsbrise.

Og når han kommer, folder jeg den halvdel ud,

tomme for tomme, for at forlænge natten.

Se, dét er en mild matematik, sukkede den anden,

vred sig og råbte: Nej, hvor absurd! Hwang Chin – 1 var 38,

da hun døde, så hvis …  hvis hun var blevet adopteret som 6-årig

og elskede en udansk, fx koreansk mand, så var forårsnatten iflg. § 1, 1

blevet forkortet til … fucking 4 år!

Shh. Hvad har Hwang Chin med § 1, 1

at gøre? sagde den ene.

Åh, ingenting, sukkede den anden, men der er noget forkert ved § 1, 1.

Adoptere betyder at vælge, og det er ikke barnets valg, om det er 0 eller 7.

Hvisk altså ikke om et blomstret tæppes duft. Råb nej til aldersgrænsen! NU!

Men jeg vil hellere hviske om jasminer og love, hviskede den ene,

og den anden råbte: love staves som love på dansk, og § 1, 1

er en slet skjult love-lov! (Og da slog klokken 12)

Med andre ord en kærlighedslov, fortsatte den anden, ligesom 24 års-

reglen, og den ene hviskede 3

gange: Shh, shh, shh, mens klokkerne bimlede 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 = 24.

Skulle det være et facit?

Nej.

Det gik ikke op.

Undskyld. Jeg var ør af

love.

- – - – - – - – - – -

Og jasminteen var blevet så bitter og kold,

som jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig ville blive.

Det var ikke for sent, det er aldrig for sent

at tage en smuk kjole på

og gå til fest ved midnat.

Til fest ved midnat

Et pinligt intermezzo

Lidt basilikum at nippe til,

lidt panisk ynde.

Skulle dét forestille en fest?

så var vi sociale, så var jeg en af os

til fest i ’det litterære miljø’

ligesom en yngre og smukkere studine,

som sagde nogle ord fra et digt.

”Jeg knæpper dig/og siger nogle ord”, sagde hun.

”Hvorfor staver han knæpper med æ?

Det irriterer mig bare sådan,” sagde hun.

Det mindede hende bare sådan om knæ og kæp, sagde hun.

Jeg tænkte: så knep dog med e som i flueknepper, æggehoved. Men sagde:

”Men er der mere æ i knæ og kæp, end der er æ i kærlighed,

og udtales e i elske ikke som e i knep (og Leth),

med andre ord som æ?” Og så videre, og så videre, og så videre.

”ÆH, LIIIGE NØGENPIK,” lød med ét en sælsom røst,

og der bredte sig en stank af sprut og pis i vores midte.

Hvem var den hårfagre, skæggede, gamle, glemte skjald

bedre ukendt som Muse Rottetemp?

Et pinligt intermezzo, en halllucination!

Som et snøvlende anagram råbte Muse Rottetemp:

”OH SE STORT BRAG!

HVEM ER IK STATSBORGER IFØLGE RATSSBROGET?

(E)TRASESBROG, DET SIR JEG JER!

STATSORGREB MOD SSORGTABER!

ER SBROG STAT? ER STAT SBROG? ERSTAT SBROG! RETSBOG STAR.

BOSS ER TRAGT. BAGERST SORT. BEGSORT STAR. SART RETSBOG.

STATSBORGER, STATSBORGER, STATSBORGER, SKÅL!”

Digtene er fra kingsize – udkommet på Gyldendal i 2006.

På fredag, når Ladyfest åbner, er det med en ganske særlig gæst på programmet. Vi er nemlig så heldige at kunne præsentere Shaque Lilli.
Shaque er biseksuel fransk boheme, bosat i Berlin. Hans univers er præget af hans søgen efter sig selv, og de knubs han har fået på kærlighedsfronten. – Derudover er han fantastisk til at skrue melodier og produktioner sammen, og hans udtryk virker både nyskabende og velkendt på een gang.

Ikke velkendt, som i noget man har hørt tusind gange før. Men mere som at møde et nyt menneske, og alligevel føle man har kendt hinanden i flere år. Eller som et deja-vu der efterlader en både svimmel og glad på een gang.

Jeg kan komme i tanke om masser af referencer til Shaques musik. Grooven fra Prince, vokalarbejdet fra Dirty Projectors, selviscenesættelsen og selvmedlidenheden fra Kanye West, ja sågar de elektroniske landskaber fra IDM-musikken høres i Shaques musik. Men her som jeg bedst sidder og prøver at indsnævre hans lyd ved hjælp af andre kunstnere, glider den ud mellem fingrene på mig.

Som en af sine top-friends på Myspace, har Shaque sat Canon Blue. Aliaset for det sydstats-amerikanske en-mands-projekt der lyder det borgerlige navn Daniel Jones (der i øvrigt udkommer på det danske selskab Rumraket). Og selv Canon Blues smukke elektroniske nu-folk, kan på en eller anden måde passes ind i Shaques lyd.

Og disse store spring viser ikke bare musikalsk hvor vi er henne. Men det giver også et indblik i Shaque som person. Ligeså store spænd der er i det musikalske arbejde, lige så store er hans frustrationer og kærlighedskvaler. I mit hoved har jeg ideer om hvordan Shaque bor. Hvordan Shaque holder sig vågen om natten. Hvordan Shaques tale altid er farvet af en melankolsk/sarkastisk distance. Sådan tror jeg da at Shaque ønsker at lade os kende ham, men jeg ved det ikke.

Bag navnet Shaque Lilli finder man Caroline Franceska. Multiinstrumentalist, producer og sanger. Blandt nogle af de danske kunstnere hun hidtil har arbejdet sammen med finder man bl.a. Outlandish og Burhan G.

Hun har arbejdet på projektet Shaque Lilli i godt et år, og siger selv om ham

“Shaque er den overeksponerede, lettere distortede version af Caroline, og jeg synes det er vidunderligt at få lov til at være Bambi på glatis og eksperimentere med sit eget udtryk. Musik er jo en kunstform og ved at udfordre sig selv som jeg har gjort – skrælle min kvindelighed væk, gemme alt det som mine omgivelser normalt ser – så føler jeg at jeg når ind til essensen, af hvad det hele handler om. Og det er vel så sandfærdigt som det kan blive. Det er ikke nødvendigvis særlig behageligt, men kan godt blive hårdt og voldsomt. Men det er okay. Så længe jeg ved at jeg lærer noget om livet, gør det ikke spor, at det i starten kan være svært for andre mennesker at sætte sig ind i.”
(Regnsky.dk)

Så her har I det. Et mangelfuldt forsøg på at beskrive en kunstner, som er overraskende svær at indsnævre. Som tiltaler os i Ladyfest utrolig meget. Og som vi glæder os meget til at se på fredag.

Læs resten af interwiewet med Shaque Lilli på Regnsky, og se Shaque Lillis nye video til “You Can’t Kill Me” her:

Luk ørerne op!
Der er masser af kvinder, der spiller musik. Men vi skal have mere plads. Plads på festivaler og andre muligheder for at spille koncerter (Læs: skrig! det svier i øjnene når jeg ser hvor få kvinder der spiller på de danske festivaler). Og vi skal inspireres i skolen, i fritiden, igennem forbilleder og rollemodeller.

Vi skal finde vores eget blik. Vores egen lyd og vores eget udtryk. Den hvide mands blik vil altid fortælle mig, at jeg er mindre værd. At jeg aldrig bliver perfekt. Som ham.

Vi skal forbinde os med hinanden. Mødes i fællesskaber der stræber efter mangfoldighed i udtryk (Læs: og undgå at privatisere problemet og isolerer os).

Og vi skal videre. I anerkendelse af at der ikke er sket en skid.
I anerkendelse af, at vi stadig diskutere om kønsdebatten er relevant. Ja. det er den! Og lad os så komme videre!

Vi har brug for Ladyfest! (Læs: og ikke brug for at retførdiggøre, at vi har brug for den Ladyfest). Det er en platform, vi kan stå på. Det et et forum, hvor vi bliver synlige. Det er godt.

Der er brug for kvinder i musik! Der er brug for facetter, for udtryk, for mangfoldighed. Der er brug for forskellighed og bredde. Det er inspirerende!

Så længe kvinder og piger står på sidelinjen i musik og andre æstetiske udtryk (Læs: ja, vi er underrepræsenterede i litteraturen, på museer, i musik osv.) mangler disse fortællinger. Vores perspektiver er fraværende og verden bliver fattigere. Det har vi ikke råd til.

Vi har brug for at skabe plads! I os selv og i vores samfund. Så der bliver endnu mere plads til kvinder i musik og plads til endnu flere kvinder i musikproduktion, i komposition osv. Så meget plads, at det bliver en ”naturlighed”, at skolelæreren tilbyder Lille Lise trommesættet (Er du klar over hvor svært det er at opdrive en kvindelig trommeslager?!)

Vi har brug for at bryde med ideer om hvordan vi skal lyde og være. Og vi har brug for at frigøre os fra alt muligt køns-pis (Læs: hvor kikset kan man lige føle sig når man går ind for at købe en distortion-pedal? Eller skal sætte sit gear op og blive målt og vejet når man står og roder med en mixer? Eller måske bliver ekskluderet fordi man ikke lyder som kvinder skal lyde… what the fuck is that?!)

Vi har brug for Ladyfest! Og vi glæder os. (Læs: og hvorfor skulle vi ikke også bare feste natten lang og fejre det frie udtryk?) Så knyt din indre Lady Fist og fyr den af. Max!

Ladyfest blog indlæg og billeder, af Miriam Karpantschof, 2009

Oplev Stellasound lørdag d. 12 september, kl. 19.30 til arrangementet “litteratur lounge” her vil de slå tonerne an, i mens samtids forfatterinder læser op af deres værker!

The New York Times bragte for nyligt artiklen “The Women’s Crusade “, der handler om hvordan kvinder verden over som gruppe marginaliseres, udsættes for trafficking og decideret køns-baseret udslettelse (såkaldt gendercide)! Samtidigt handler artiklen også om hvorfor det gang på gang viser sig, at vil man skabe vedvarende fredelig vækst og sociale forbedringer i udviklingslande, er det en klogt træk at starte hos netop kvinderne! Det er sød og hård læsning, der åbner op for en række relevante kønsproblematikker som burde ligge alle kvinder på sinde, og som beder læseren om at kigge ud over sine egne landegrænser. Vi er glade for at der bliver givet lidt spalteplads til kvinden på gaden, rundt om på kloden!

Indledende står der:

“IN THE 19TH CENTURY, the paramount moral challenge was slavery. In the 20th century, it was totalitarianism. In this century, it is the brutality inflicted on so many women and girls around the globe: sex trafficking, acid attacks, bride burnings and mass rape.”

Læs resten af artiklen hér!

Proud Flesh betyder i medicinske termer det vildtgroende og overflødige hudvæv der dannes, når et sår er så dybt og skadet, at det ikke kan vokse sammen af sig selv. Dette sker som oftest når såret bliver holdt i rørelse, og dermed ikke får ro til at vokse sammen. Proud Flesh er en moderne, eksperimenterende westernfilm. Filmet i Baltimore og South Dakotas Badlands, fortæller historien om en ældre kvinde, som med et dybt skudsår i benet kæmper sig igennem ørkenen, og på sin vej bliver udsat for en række mystificerende episoder og må gå igennem en masse abstrakte og meget visuelle overgangshandlinger, før hun til slut kommer til en by hvor hun kan få hjælp. Her møder hun en anden ældre dame, og de to tager sammen et sidste rituelt skridt, for at smelte til ét. De to hovedroller er spillet af instruktørenes mødre, og med dem bliver den konventionelle, unge og mandlige helterolle udfordret og spillet af den aldrende, kvindelige figur. Chiara Giovando og Jenny Graf Sheppard er begge kendt for deres musiske virke i Baltimores ”freak”-scene, og har sammen bandet Harrius, hvormed de til denne film har lavet et fintvævet og tindrende sountrack bestående af elementer fra gammeldags countrymusik og gejstlige vokalharmonier. Chiara Giovando danner par og spiller sammen med originalen Daniel Higgs, som måske er mest kendt for at være forsanger i bandet Lungfish. Hun går nu på filmskolen i Californien. Jenny Graf Sheppard er halvdelen af bandet Metalux, og har også tidligere spillet flere interessevækkende koncerter i Danmark.

Se den flotte, vanvittige trailer:
<img class="alignnone size-full wp-image-23"

Proud Flesh bliver vist søndag d. 13 september, ca kl 17 til LadyFest på Bolsjefabrikken!

NITE JEWEL (Los Angeles, US)

Bag navnet Nite Jewel står musikeren, sangskriveren og multimedie-kunstneren Ramona Gonzales. Signet på det N.Y.-baserede pladeselskab ITALIANS DO IT BETTER, henter Nite Jewel nostalgiske, drømmende og efemeriske lyde ind og tilsætter italo-strejf, bronx-pop og måske en koklokke, et skævt beat eller en tilbagelænet drone. Som mange af Nite Jewels pladeselskabs-søskende, der bl.a. tæller Chromatics, Glass Candy og Mirage, bringer Ramona Gonzales os tilbage til den alternative discos guldalder, men også i tråd med New Wave bands som Malaria og Severed Heads og pop-bands som Roxy Music og Young Marble Giants, kan Nite Jewel dæmpe lyset og skrue op for månen, og dermed i sidste ende gøre hver en hipster og hver en slacker tilfreds. Ramona Gonzales startede som visuel kunstner, men opdagede hurtigt hun kom frem til bedre resultater gennem at frembringe lyduniverser. Derefter er hun, ved siden af musikerlivet, begyndt at læse filosofi. Om dette kommer til udtryk ved hendes live optrædener vil vise sig når hun d. 13. September spiller som hovednavn til dameUloves søndagsarrangement for Ladyfest.

Nite Jewel

Jeg må hellere straks bekende mine inspirationskilder. Det er primært en herre ved navn Raymond Williams, som har været på pensum på faget kulturteori på litteraturvidenskab. (Et pensum der i øvrigt ikke havde husly til én eneste lady, hvilket er et vældigt relevant sidespor). Nå, men Raymond Williams tager fat i en række ordbogsdefinitioner på kulturelt prægnante ord à la demokrati, klasse, kultur osv. for at undersøge deres sammenhænge.

Jeg tillader mig at ty til samme greb: politikens store nye nudansk ordbog (gad vide hvad de udelader i den lille).

Men lady: lady [Zlæjdi; bøjn. Zlæjdis] subst. -en, -er (el. ladies), ladyerne 1. en dame med en stilfuld og elegant optræden e ladylike

Jeg kom til meditere over navnet ladyfest, fordi én jeg kender bagtaler det. Begrundelsen: en aura af høje hæle og spidse albuer. Og det er vel altid en god start at kært barn kan have mange navne. Når man kan være skeptisk over for navnet kan man være skeptisk over for konceptet.

Deltager vi eksempelvis i PROBLEMET når vi laver en art ’undtagelsen bekræfter reglen –festival’ for kvindelige kunstnere? A la mors dag. Kønskvotering og sådan noget der.

Tjah…grænsen mellem modstand mod magten og deltagelse i den bliver trukket af den, der ser, påstår jeg lige. Vi ser at det ikke er sejere at lade være med at holde fest for ladyerne. Vi skal fejre ladyerne med stilfuld og elegant optræden og så skal vi udfordre de hidtidige udlægninger af hvad der går under stilfuld og elegant damet optræden. For eksempel at spille på musikinstrumenter og lave kunst.

En lady er altså synonym for ’dame’, lærer vi af ordbogen… og hvorfor overhovedet bruge ordet ’dame’? Fordi kønnet altid er en leg vi leger. En vanvittigt nuanceret og subtil leg. Vi går rundt og siger til hinanden, at der findes 2 køn. Men vi leger hele tiden the shit ud af de to kategorier ved at overskride dem, karikere dem osv.

Nudanskordbogen har forfattet følgende fiffige fortælling om Damen:

dame [Zda·mS] subst. -n, -r, -rne 1. en voksen person af hunkøn = KVINDE c HERRE d i garderoben er der ét toilet for damer og ét for herrer • mine damer og herrer!

Så er vi rigtig kommet i cirkus, og tak for poesien, hr. eller fru sprechtstallmeister, men jeg vil udpege et problem ved ovenstående udsagn. Og det skal være, at hvis vi oversætter garderoben med ’kulturen’ er der ikke ét toilet for damer og ét for herrer. Det er helt forudsigeligt, at jeg nu vil sige, at der er en milliard til herrer og andre subkategorier af hankøn, f.eks. drengerøven. Champions League og al anden (herre)fodbold, tour de France, kultur-, litteratur- og kunstkanoner, actionfilm…

Apropos toiletter har jeg lige været på Roskilde Festival. Toiletkulturen der er fuldkommen tilsvarende den ude i verden, både symbolsk og konkret. Der trænger de til nogle flere kvindelige kunstnere og anmeldere. Og også til nogle flere dametoiletter. For et par år siden blev jeg nægtet at pisse ved siden af min kæreste i et pissoir i en af båsene. Dén opførsel mente vagten åbenbart, at han måtte censurere i forhold til visse krav om stilfuld og elegant damet optræden. Så blev jeg nødt til at pisse i et glas til Radiohead og det gik faktisk vældig fint. Og det går jo vældig fint for damer, der går alternativt til værks på traditionelt mandsdominerede områder. Så jeg synes at I skal pisse noget mere ud over det hele med jeres elegante og stilfulde kreativitet.

Nå, men tilbage til sagen: vi har lært af ordbogen, at en dame er en voksen person af hunkøn. Så nu bliver jeg naturligvis nysgerrig over for, hvad ordbogen mener om hunkønnet (Ikke mindst fordi jeg selv har tatoveret ordet på min højre underarm).

hunkøn subst. -net 1. det af de to køn som mennesker, dyr og planter opdeles i, som kan blive befrugtet el. bestøvet d er barnet af hunkøn? e hunkønsvæsen • alle kvinder d hankønnet er fysisk stærkere end hunkønnet

Ahaha. Hunkønnet kan blive befrugtet eller bestøvet. På vegne af en biolog, jeg havde i et fag kaldet ’viden, køn og magt’ på kønsstudier i Berlin, opfordrer jeg til at bemærke den grammatiske passiv. At kvindens æg er passivt i forhold til mandens sædcelle er en dramatisk metafor. Den mimer traditionelt kurmageri mellem kønnene, men har ingen fysiologisk rigtighed. (Jeg refererer biologen så godt jeg kan).

Bemærk desuden spørgsmålet: ’er barnet af hunkøn’? Tak for pointen, store ordbog, for det kan man nemlig ikke se på små børn med mindre man giver dem blå og lyserøde markører – komplet arbitrære. Og det gør man så – på ganske overgearet vis – for vi skal jo lære at lege piger og drenge, mænd og kvinder, for det er sgu ikke noget, der bare ligger i x- og y-kromosomerne. Og hvis man går rundt med et helt identificerbart genetisk, biologisk køn men ikke kan finde ud af at bruge den kulturelle og sociale manual risikerer man at blive uigenkendelig eller værre: usynlig. Og hvem ønsker dét? Tænk bare på filmen Boys don’t cry og jeg kunne blive ved.

Hvad skal vi desuden stille op med eksemplets ’information’ om, at hankønnet er fysisk stærkere end hunkønnet? For det er jo ikke alle mænd, der er stærkere end alle kvinder. Og det er da vigtigt.

Men altså, hunkønnet roterer os videre til ordet køn: køn1 [ZkönO] subst. -net, køn, -nene 1. hver af de to grupper, mandlig og kvindelig, som mennesker, dyr og planter deles i d oplys venligst navn, køn og alder • folk af begge køn e kønslig • kønsmæssig e kønsbestemmelse • kønsdiskrimination • kønskarakter e hankøn • kvindekøn • det stærke køn det mandlige køn • det svage køn det kvindelige køn

Hmmm. De sidste to sætninger er tilsyneladende bare tilfældigt nærværende eksempler på og inspiration til, hvordan man kan bruge ordet køn. Alligevel bliver jeg noget snerpet. Især når man slutter af med ovenstående spidsformulering af problemet. For det næste ord, vi er nødt til at tage under lup, må jo være ’stærk’:

stærk [Zsdärk] adj. -t, -e; -ere, -est 1. som er i besiddelse af stor legemlig styrke c SVAG d vi har brug for et par stærke folk til at flytte skabet • stærk som en bjørn • den stærkes ret det at den stærkeste bestemmer uanset om han har ret el. ej, fordi han er overlegen i styrke • der skal et stærkt bryst til det kræver styrke og mod • det stærke køn se under køn 2. som besidder stor magt el. åndelig styrke = MAGTFULD c SVAG d den stærke mand i politik •

Er det kun Holger Fortolker her, der har det en lille smule stramt over, at alle eksemplerne opererer med ’han’ som grundled – også der, hvor ’stærk’ bliver en metafor for åndelig styrke? Især når eksemplet ovenfor insisterer på, at det mandlige køn er det stærke.

Nå, men sproget repræsenterer ikke bare verden, det skaber den også – det siger man som sagt i Humaniora og jeg synes at den fremragende digter, ordbogen, er helt med på dén.