LadyFest gæstes af METTE MOESTRUP!

Mette Moestrup har været førstedigterladyen i mit liv lige siden jeg læste sætningen ’at vågne i ske som en kniv’. Hendes poesi er noget af det mest kreative og nytænkende kunst, man kan udsætte sit hoved og sin krop for. Efter at have vendt 69 sider i kingsize var jeg i hvert fald gennemtævet i min forestilling om hvordan verden hænger sammen og helt jubeloptimistisk over hvordan sproget kan trylle hele makværket om, så det ikke bare er til at leve med men tilmed morsomt at leve med. Desuden formulerer den slagkraftige poesi ikke bare alt muligt vigtigt om livet, døden, feminismen og verden. Den ved mere om det hele end jeg selv gør. Og det er sgu da derfor man overhovedet læser, hva? LadyFest er vældig stolt over at hun vil optræde og vældig spændt på hvad der kommer ud af eksperimentet med Stella Sound. Her åbner vi ganske kort op for Aladdins hule / digterladyens flashy forfatterskab:

Dage med snusende bryster

Irritation over, uset, at klæde sig af:

En højst urimelig følelse. Men også

irriterende pirrende i al sin hæmmede aggression,

sit edderspændte lingeri, eller…liderlighed:

Ikke et spørgsmål om rimelighed.

Som hoftens dumpe sejrshyl i lutter overgivelse.

Men også dén blinken mellem at give sig hen

og slet ikke, eller ikke helt, eller næsten, om lidt.

Begæret på vagt som en hare, paralyseret, begæret på jagt

som små koncentrerede rovdyr, spredt ud i sporadiske mønstre

på marker, kulturlandskab. Begæret som … ja, hvad … så massivt,

at man ikke kan tænke på andet. Dage hvor, hvor man ikke kan

gå op og ned ad mandens lugt. Utålmodighed.

Udholdenhed. De groveste suk og de lyse

og hæse som nætter. Dage, hvor brysterne

er som ’sat på’ og vejrer enfoldigt som snuder – juhu –

åh, hvor ødselt.

Kærlighed og matematik

tilegnet Eva/Nam Sook

Jeg drak jasminte en januarmorgen i 2004.

Jeg var forvirret og 34 vintre.

Jeg følte, jeg talte med tal.

En stemme i mig forsøgte at huske et cirka 500 år

gammelt koreansk kærlighedsdigt af Hwang Chin-1 (1506-1544),

mens en anden forsøgte at forstå § 1, 1

i Lov om ændring af udlændingeloven af 27. december 2003.

Den ene stemme spurgte: Hvad har Hwang Chin-1 med § 1, 1,

at gøre? Forskellen er stor, sagde den anden

som på kærlighed og matematik. Hm, sagde den ene

og hviskede Jeg delte en lang januarnat i to

og lagde den ene halvdel under tæppet. Men den anden

ringede til Integrationsministeriet på tlf. nr. 33923380,

og en medarbejder, lad os kalde hende Alice Mortensen, sagde, at § 1, 1

var en ”lempelse” af tilknytningskravet for alle over 28 år

med indfødsret fra fødslen (og i Danmark var jeg født i 1969).

Tæppet er blomstret og duftende som en forårsbrise, men hvordan er næste vers?

hviskede den ene stemme. Men hvorfor er der en aldersgrænse på 6 år

for børn, som adopteres fra udlandet i § 1, 1? spurgte den anden

Alice Mortensen, som sagde, at loven ligestillede adoptivbørn fra 0-6 år

med personer med dansk indfødsret fra fødslen (som fx fra 1969)

i forb. m. opholdstilladelse og ægtefællesammenføring. Noget med en halvdel, ¨

den elskede og tæppet … og når han kommer folder jeg den anden halvdel ud

tomme for tomme for at forlænge natten, hviskede den ene, og den anden

sagde pænt farvel til Alice Mortensen og læste en passus i bilag 21:

jo yngre det udenlandske adoptivbarn er ved ankomsten til Danmark,

jo mindre tilknytning til og erindring om oprindelseslandet

vil barnet som udgangspunkt have.

Nå! Så er det måske derfor, børn som adopteres efter deres 6. år

ikke omfattes af ”lempelsen” af tilknytningskravet fra deres 28. år,

men først, så vidt jeg har forstået, fra deres 34.

28 + 6 = 34 !

- det er en absurd matematik! råbte den anden

og den ene hviskede det i næsten 500 år

gamle digt af Hwang Chin 1 (1506-1544)

Jeg delte en lang januarnat i to

og lagde den ene halvdel under tæppet,

blomsret og duftende som en forårsbrise.

Og når han kommer, folder jeg den halvdel ud,

tomme for tomme, for at forlænge natten.

Se, dét er en mild matematik, sukkede den anden,

vred sig og råbte: Nej, hvor absurd! Hwang Chin – 1 var 38,

da hun døde, så hvis …  hvis hun var blevet adopteret som 6-årig

og elskede en udansk, fx koreansk mand, så var forårsnatten iflg. § 1, 1

blevet forkortet til … fucking 4 år!

Shh. Hvad har Hwang Chin med § 1, 1

at gøre? sagde den ene.

Åh, ingenting, sukkede den anden, men der er noget forkert ved § 1, 1.

Adoptere betyder at vælge, og det er ikke barnets valg, om det er 0 eller 7.

Hvisk altså ikke om et blomstret tæppes duft. Råb nej til aldersgrænsen! NU!

Men jeg vil hellere hviske om jasminer og love, hviskede den ene,

og den anden råbte: love staves som love på dansk, og § 1, 1

er en slet skjult love-lov! (Og da slog klokken 12)

Med andre ord en kærlighedslov, fortsatte den anden, ligesom 24 års-

reglen, og den ene hviskede 3

gange: Shh, shh, shh, mens klokkerne bimlede 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 = 24.

Skulle det være et facit?

Nej.

Det gik ikke op.

Undskyld. Jeg var ør af

love.

- – - – - – - – - – -

Og jasminteen var blevet så bitter og kold,

som jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig ville blive.

Det var ikke for sent, det er aldrig for sent

at tage en smuk kjole på

og gå til fest ved midnat.

Til fest ved midnat

Et pinligt intermezzo

Lidt basilikum at nippe til,

lidt panisk ynde.

Skulle dét forestille en fest?

så var vi sociale, så var jeg en af os

til fest i ’det litterære miljø’

ligesom en yngre og smukkere studine,

som sagde nogle ord fra et digt.

”Jeg knæpper dig/og siger nogle ord”, sagde hun.

”Hvorfor staver han knæpper med æ?

Det irriterer mig bare sådan,” sagde hun.

Det mindede hende bare sådan om knæ og kæp, sagde hun.

Jeg tænkte: så knep dog med e som i flueknepper, æggehoved. Men sagde:

”Men er der mere æ i knæ og kæp, end der er æ i kærlighed,

og udtales e i elske ikke som e i knep (og Leth),

med andre ord som æ?” Og så videre, og så videre, og så videre.

”ÆH, LIIIGE NØGENPIK,” lød med ét en sælsom røst,

og der bredte sig en stank af sprut og pis i vores midte.

Hvem var den hårfagre, skæggede, gamle, glemte skjald

bedre ukendt som Muse Rottetemp?

Et pinligt intermezzo, en halllucination!

Som et snøvlende anagram råbte Muse Rottetemp:

”OH SE STORT BRAG!

HVEM ER IK STATSBORGER IFØLGE RATSSBROGET?

(E)TRASESBROG, DET SIR JEG JER!

STATSORGREB MOD SSORGTABER!

ER SBROG STAT? ER STAT SBROG? ERSTAT SBROG! RETSBOG STAR.

BOSS ER TRAGT. BAGERST SORT. BEGSORT STAR. SART RETSBOG.

STATSBORGER, STATSBORGER, STATSBORGER, SKÅL!”

Digtene er fra kingsize – udkommet på Gyldendal i 2006.

Shaque Lilli – et særdeles interessant bekendtskab

På fredag, når Ladyfest åbner, er det med en ganske særlig gæst på programmet. Vi er nemlig så heldige at kunne præsentere Shaque Lilli.
Shaque er biseksuel fransk boheme, bosat i Berlin. Hans univers er præget af hans søgen efter sig selv, og de knubs han har fået på kærlighedsfronten. – Derudover er han fantastisk til at skrue melodier og produktioner sammen, og hans udtryk virker både nyskabende og velkendt på een gang.

Ikke velkendt, som i noget man har hørt tusind gange før. Men mere som at møde et nyt menneske, og alligevel føle man har kendt hinanden i flere år. Eller som et deja-vu der efterlader en både svimmel og glad på een gang.

Jeg kan komme i tanke om masser af referencer til Shaques musik. Grooven fra Prince, vokalarbejdet fra Dirty Projectors, selviscenesættelsen og selvmedlidenheden fra Kanye West, ja sågar de elektroniske landskaber fra IDM-musikken høres i Shaques musik. Men her som jeg bedst sidder og prøver at indsnævre hans lyd ved hjælp af andre kunstnere, glider den ud mellem fingrene på mig.

Som en af sine top-friends på Myspace, har Shaque sat Canon Blue. Aliaset for det sydstats-amerikanske en-mands-projekt der lyder det borgerlige navn Daniel Jones (der i øvrigt udkommer på det danske selskab Rumraket). Og selv Canon Blues smukke elektroniske nu-folk, kan på en eller anden måde passes ind i Shaques lyd.

Og disse store spring viser ikke bare musikalsk hvor vi er henne. Men det giver også et indblik i Shaque som person. Ligeså store spænd der er i det musikalske arbejde, lige så store er hans frustrationer og kærlighedskvaler. I mit hoved har jeg ideer om hvordan Shaque bor. Hvordan Shaque holder sig vågen om natten. Hvordan Shaques tale altid er farvet af en melankolsk/sarkastisk distance. Sådan tror jeg da at Shaque ønsker at lade os kende ham, men jeg ved det ikke.

Bag navnet Shaque Lilli finder man Caroline Franceska. Multiinstrumentalist, producer og sanger. Blandt nogle af de danske kunstnere hun hidtil har arbejdet sammen med finder man bl.a. Outlandish og Burhan G.

Hun har arbejdet på projektet Shaque Lilli i godt et år, og siger selv om ham

“Shaque er den overeksponerede, lettere distortede version af Caroline, og jeg synes det er vidunderligt at få lov til at være Bambi på glatis og eksperimentere med sit eget udtryk. Musik er jo en kunstform og ved at udfordre sig selv som jeg har gjort – skrælle min kvindelighed væk, gemme alt det som mine omgivelser normalt ser – så føler jeg at jeg når ind til essensen, af hvad det hele handler om. Og det er vel så sandfærdigt som det kan blive. Det er ikke nødvendigvis særlig behageligt, men kan godt blive hårdt og voldsomt. Men det er okay. Så længe jeg ved at jeg lærer noget om livet, gør det ikke spor, at det i starten kan være svært for andre mennesker at sætte sig ind i.”
(Regnsky.dk)

Så her har I det. Et mangelfuldt forsøg på at beskrive en kunstner, som er overraskende svær at indsnævre. Som tiltaler os i Ladyfest utrolig meget. Og som vi glæder os meget til at se på fredag.

Læs resten af interwiewet med Shaque Lilli på Regnsky, og se Shaque Lillis nye video til “You Can’t Kill Me” her:

Stellasound blogger for LadyFest, om kvinder og musik!

Tik, tik, tik- tid er nu!
Jeg retter mig op. Og leder efter det punkt. Åbenhed og nysgerrighed bliver indgangen.

Luk ørerne op!
Der er masser af kvinder, der spiller musik. Men vi skal have mere plads. Plads på festivaler og andre muligheder for at spille koncerter (Læs: skrig! det svier i øjnene når jeg ser hvor få kvinder der spiller på de danske festivaler). Og vi skal inspireres i skolen, i fritiden, igennem forbilleder og rollemodeller.

Vi skal finde vores eget blik. Vores egen lyd og vores eget udtryk. Den hvide mands blik vil altid fortælle mig, at jeg er mindre værd. At jeg aldrig bliver perfekt. Som ham.

Vi skal forbinde os med hinanden. Mødes i fællesskaber der stræber efter mangfoldighed i udtryk (Læs: og undgå at privatisere problemet og isolerer os).

Og vi skal videre. I anerkendelse af at der ikke er sket en skid.
I anerkendelse af, at vi stadig diskutere om kønsdebatten er relevant. Ja. det er den! Og lad os så komme videre!

Vi har brug for Ladyfest! (Læs: og ikke brug for at retførdiggøre, at vi har brug for den Ladyfest). Det er en platform, vi kan stå på. Det et et forum, hvor vi bliver synlige. Det er godt.

Der er brug for kvinder i musik! Der er brug for facetter, for udtryk, for mangfoldighed. Der er brug for forskellighed og bredde. Det er inspirerende!

Så længe kvinder og piger står på sidelinjen i musik og andre æstetiske udtryk (Læs: ja, vi er underrepræsenterede i litteraturen, på museer, i musik osv.) mangler disse fortællinger. Vores perspektiver er fraværende og verden bliver fattigere. Det har vi ikke råd til.

Vi har brug for at skabe plads! I os selv og i vores samfund. Så der bliver endnu mere plads til kvinder i musik og plads til endnu flere kvinder i musikproduktion, i komposition osv. Så meget plads, at det bliver en ”naturlighed”, at skolelæreren tilbyder Lille Lise trommesættet (Er du klar over hvor svært det er at opdrive en kvindelig trommeslager?!)

Vi har brug for at bryde med ideer om hvordan vi skal lyde og være. Og vi har brug for at frigøre os fra alt muligt køns-pis (Læs: hvor kikset kan man lige føle sig når man går ind for at købe en distortion-pedal? Eller skal sætte sit gear op og blive målt og vejet når man står og roder med en mixer? Eller måske bliver ekskluderet fordi man ikke lyder som kvinder skal lyde… what the fuck is that?!)

Vi har brug for Ladyfest! Og vi glæder os. (Læs: og hvorfor skulle vi ikke også bare feste natten lang og fejre det frie udtryk?) Så knyt din indre Lady Fist og fyr den af. Max!

Ladyfest blog indlæg og billeder, af Miriam Karpantschof, 2009

Oplev Stellasound lørdag d. 12 september, kl. 19.30 til arrangementet “litteratur lounge” her vil de slå tonerne an, i mens samtids forfatterinder læser op af deres værker!

Skræmmende, inspirerende læsning!

The New York Times bragte for nyligt artiklen “The Women’s Crusade “, der handler om hvordan kvinder verden over som gruppe marginaliseres, udsættes for trafficking og decideret køns-baseret udslettelse (såkaldt gendercide)! Samtidigt handler artiklen også om hvorfor det gang på gang viser sig, at vil man skabe vedvarende fredelig vækst og sociale forbedringer i udviklingslande, er det en klogt træk at starte hos netop kvinderne! Det er sød og hård læsning, der åbner op for en række relevante kønsproblematikker som burde ligge alle kvinder på sinde, og som beder læseren om at kigge ud over sine egne landegrænser. Vi er glade for at der bliver givet lidt spalteplads til kvinden på gaden, rundt om på kloden!

Indledende står der:

“IN THE 19TH CENTURY, the paramount moral challenge was slavery. In the 20th century, it was totalitarianism. In this century, it is the brutality inflicted on so many women and girls around the globe: sex trafficking, acid attacks, bride burnings and mass rape.”

Læs resten af artiklen hér!